I Davids Samling findes en ganske fin samling af det tidlige franske porcelæn fra Saint-Cloud fabrikken, heriblandt disse to vinkølere i blødt porcelæn. Deres form – det runde korpus med profilerede fodstykker med radiære riller, den tilsvarende kant foroven og det glatte midterparti med frit modellerede løvemasker som hanke – er karakteristisk for fabrikken. Vinkølere som disse blev i det 18. århundrede brugt ved selskabelige middage i de højere samfundslag, hvor man afkølede vinflasker i knust is eller iskoldt vand.
[1] Det mest iøjefaldende ved de to vinkølere er deres dekoration, som er inspireret af japansk porcelæn, der var på mode i Europa i begyndelsen af det 18. århundrede, og som var en populær inspirationskilde på Saint-Cloud fabrikken.
[2] Begge stykker er udsmykket på siderne med motiver i
kakiemon-stil: forskellige fugle, som er placeret i naturscenerier med grene, blomster, neg og en særlig form for bambushæk. Sidstnævnte er et særligt dekorativt element, der blev brugt på Saint-Cloud fabrikken såvel som på flere andre europæiske porcelænsfabrikker, bl.a. i Meissen i Tyskland.
[3]Dekorationerne er udført i transparente, polykrome emaljefarver, som på dette tidspunkt var vanskelige at brænde på blødt porcelæn. Overglasurteknikken krævede lavere temperaturer og flere brændinger, hvilket gjorde processen både krævende og kostbar. Derfor blev genstande med polykrom dekoration fremstillet i væsentligt lavere antal end genstande med dekorationer i blå og hvid.
Det er usikkert, hvor mange vinkølere der blev skabt på Saint-Cloud fabrikken, men den store variation i både form og udsmykning vidner om en betydelig efterspørgsel. Det er ligeledes uvist, hvor mange der indgik et typisk ”sæt”. Det er dog meget sandsynligt, at vinkølere som disse i Davids Samling blev fremstillet parvis.
Der ses ingen mærker på de to vinkølere, men det anslås, at de er fra ca. 1735-1750.