Huqqa (vandpibe) af smaragdgrønt glas dekoreret med guld og gul emalje
Nordindien; 18. århundredes 1. halvdel
H: 20 cm
Der findes en lille gruppe huqqa’er af smaragdgrønt glas med beslægtet dekoration. På nogle er motivet malet direkte på det grønne glas, mens andre er malet i ”reserve”, som dette eksemplar. Det vil sige, at guldet i langt overvejende grad er baggrund for motiverne – valmueplanter og cypresser samt forskellige bladborter. Enkelte detaljer, som ribber eller småblade, er udført i guld eller i gul emalje, og som et særligt raffinement er der på beholderens inderside malet emalje bag blomsterhovederne.
Pibehovedet, slangen med mundstykket og røret, der er gået ned i basen, har siddet i den kraftige hals med en krave, der gør det let at gribe om vandpiben. Huqqa’en har stået på en stabiliserende ring.
Inv. nr. 10/2010
Publiceret i:
Bonhams, London, 15/4- 2010, lot 432;
Kjeld von Folsach: Flora islamica: plantemotiver i islamisk kunst, Davids Samling, København 2013, kat.nr. 66;
Martin Birk Møller: “Glassmaking” i Khaled Azzam (red.): Arts and crafts of the Islamic lands: principles, materials, practice, London 2013, s. 254-257;
Tara Desjardins: Mughal glass: a history of glassmaking in India, New Delhi 2024, kat. 36, s. 115;