I de indiske paladser blev terrassernes fliser ubehageligt varme under den bagende sol, og man dækkede dem derfor med lette tæpper, som blev holdt på plads af tæppevægte kaldet
mir-i farsh (tæppets herre).
Tæppevægte kendes næsten udelukkende fra Indien, hvor de i det 17. og 18. århundrede blev fremstillet i mange forskellige materialer såsom metal, bjergkrystal og marmor (
12/2012), ligesom der også importeredes udgaver i kinesisk porcelæn (
5/2019).
Denne glastæppevægt består af to stykker blågrønt glas, som er føjet sammen, mens de endnu var varme. Formmæssigt set er vægten ikke så rafineret som mange andre bevarede eksemplarer, der kan have en kompleks udsmykning og en arkitekturinspireret form.
Blomsterdekorationerne, som består af indpressede stykker af fortrinsvist gult glas, er til gengæld unikke. Der kendes andre eksempler på grønt, indisk glas med gule stænk og striber (
33/2007), men tæppevægten her er speciel, fordi der er tale om tydeligt figurative dekorationer. Helt særlige er blomsterne på knoppen, som består af kæmmede glastråde. Denne teknik er sjælden inden for indisk glaskunst, og selv på glasgenstande fra den øvrige islamiske verden er kæmmede dekorationer fortrinsvist nonfigurative (
7/1989).
