Dette blad er et fragment fra en af de ældste kopier af Koranen, som er bevaret i dag. Det er en såkaldt palimpsest, idet den oprindelige tekst er skrabet bort, og en ny er skrevet ovenpå. Med tiden er den oprindelige tekst atter kommet frem og kan læses som en skygge under den senere tekst. Begge gengiver Koranens sura 2, al-Baqara eller kapitlet ”Koen”.
Ifølge Islam blev Koranen overleveret direkte fra Gud til Muhammad via ærkeenglen Gabriel, og dens ord lærtes udenad af profetens tilhængere. Da Koranen kort efter Profetens død blev nedskrevet kunne der være mindre varianter i de forskellige afskrifter. Den tredje kalif Uthman (644-656) er ifølge traditionen den person, der en gang for alle slog fast hvilken tekst, der var den korrekte – den tekst som kendes i dag. Alle andre varianter med selv de mindste afvigelser fra den autoriserede tekst blev ødelagt, for at der ikke skulle opstå splid om Guds bud til de troende. Mens den nederste tekst kopierer en før-uthmanisk tekst er den øverste identisk med teksten i den autoriserede Koran.
Begge tekster er affattet i den såkaldte hijazi-skrift, der er den tidligste arabiske skrifttype, der blev anvendt til Koraner, og den skrift som anvendtes i Mekka, da den islamiske ekspansion for alvor tog fat.
Inv. nr. 86/2003
Publiceret i:
Sotheby’s, London, 22-23/10-1992, lot 551;
Francois Déroche [et al.]: Manuel de codicologie des manuscrits en écriture arabe, Paris 2000, kat.nr. 11;
Christie's, London, 1/5-2001, lot 12;
Ramsey Fendall: Islamic calligraphy, Sam Fogg Rare Books and Manuscripts, London 2003, kat.nr. 1;
Alba Fedeli: “Early evidences of variant readings in Qur’ânic manuscript” I Karl-Heinz Ohlig og Gerd-R. Puin (red.): Die dunklen Anfänge : Neue Forschungen zur Entstehung und frühen Geschichte des Islam, Berlin 2005, s. 3-25;
Marcus Fraser og Will Kwiatkowski: Ink and gold : Islamic calligraphy, red. Gemma Allen, London 2006, s. 14-17;
Alain George: The rise of Islamic calligraphy, London 2010, s. 32, fig. 13;
Marcus Fraser: “The earliest Qur’anic scripts” i Margaret Graves (red.): Islamic art, architecture and material culture : new perspectives, Oxford 2012, s. 124, fig. 4;
Institute of Ismaili Studies: Muslim Societies and civilisations, Student reader 1, London 2013, s. 112;
Francois Déroche: Qur'ans of the Umayyads: a first overview, Leiden 2014, s. 153, Codex Sana’a, I;
Keith E. Small og Francesca Leoni: Qur'âns : books of divine encounter, Oxford 2015, s. 9-10, 16-17;
Alain George: “The Qur’an, calligraphy, and the early civilization of Islam” i Finbarr Barry Flood, Gülru Necipoglu (red.): A companion to Islamic art and architecture, B. 1, From the Prophet to the Mongols, Hoboken 2017, s. 114, fig. 4.1;
Angelika Neuwirth: “The 'Discovery of writing' in the Qur'an : tracing a cultural shift in Arab late antiquity” i Nuha Alshaar (red.): The Qur’an and adab : the shaping of literary traditions in classical Islam, Oxford 2017, fig. 1, s. 64-65;
Manar Hammad: L’instauration de la monnaie épigraphique par les Omeyyades, Paris 2018, fig. 20, s. 20;
Stig T. Rasmussen: Klassisk arabisk litteratur i oversættelse til dansk: en litteraturhistorisk vejvisende antologi, København 2018, s. 20-21;
Ekhtiar, Maryam D.: How to read Islamic calligraphy, New York 2018, fig. 31, s. 71;
Deniz Kitir: Klassisk og moderne islam, 2. udg., Aarhus 2020, s. 35;
Sheila S. Blair og Jonathan M. Bloom: “The Islamic world” i James Raven (red.): The Oxford illustrated history of the book, Oxford 2020, fig. 1, s. 197;
Joachim Meyer, Rasmus Bech Olsen og Peter Wandel: Mere end ord: kalligrafi fra den islamiske verden, Davids Samling, København 2024, kat. 1, s. 116-117;
Rasmus Bech Olsen: “Beyond words: calligraphy from the World of Islam”, Orientations, 55:4, 2024, fig. 2, s. 35;
