Bord af frittegods, formpresset og dækket af en turkis glasur
Syrien, Raqqa; 13. århundrede
H: 32 cm
Møbler er ikke almindelige inden for den islamiske kulturkreds, men fra middelalderen er bevaret enkelte borde af træ og metal samt en del af keramik. De er ofte sekskantede og har understøttet en metalbakke, hvorpå serveredes mad og drikke, mens man på et tæppe sad rundt om det. Borde af denne udformning blev i det 19. århundrede et fast inventar i europæiske rygeværelser.
De er ofte arkitektonisk opbygget, og hver af de seks sider er ens. Pottemageren behøvede således kun en form, og de tørrede sider kittedes så sammen og dækkedes af en top inden brændingen. Indskriften over de små buede ”vinduer” lyder al-saada svarende til ”lykke”.
Inv. nr. 21/1982
Publiceret i:
Kunst fra Islams Verden, 8.-18. århundrede, Louisiana, Humlebæk 1987, kat.nr. 116;
Kjeld von Folsach: Islamisk kunst. Davids Samling, København 1990, kat.nr. 140;
Kjeld von Folsach, Torben Lundbæk og Peder Mortensen (red.): Sultan, shah og stormogul: den islamiske verdens historie og kultur, Nationalmuseet, København 1996, kat.nr. 124;
Kjeld von Folsach: Kunst fra islams verden i Davids Samling, København 2001, kat.nr. 201;
Kjeld von Folsach: “A number of pigmented wooden objects from the Eastern Islamic worlds” i Journal of the David Collection, 1, 2003, s. 80, fig. 10;
Margaret S. Graves: “The aesthetics of simulation: architectural mimicry on medieval ceramic tabourets” i Margaret Graves (red): Islamic art, architecture and material culture: new perspectives, Oxford 2012, fig. 16, s. 75;
Alexander Schubert (red.): Richard Löwenherz: König - Ritter – Gefangener, Historisches Museum der Pfalz Speyer, Regensburg 2017, kat.nr. 78;
Margaret S. Graves: Arts of allusion: object, ornament, and architecture in Medieval Islam, New York 2018, fig. 3.6, s. 105;