Celadon-glaseret porcelænsfad med persisk poesi
Kina; 15. århundrede (Kalligrafien: Iran; 16.-17. århundrede)
Diam: 48,5 cm
Celadon-glaseret porcelæn fra Kina vakte stor begejstring i den islamiske verden allerede under de tidlige abbaside-kaliffer (8.-9. århundrede) og opnåede efter mongolernes komme i det 13. århundrede en ganske særlig status. Skriftlige kilder vidner om, at man visse steder i Mellemøsten tillagde celadon den evne, at det gik itu, hvis det blev anvendt til giftig mad.
Af indskriftens type og indhold kan udledes, at dette fad, som oprindeligt er fremstillet i Kina, senere er blevet eftergraveret i Iran efter det 16. -17. århundrede. Inskriptionens indhold er et sufi-inspireret persisk digt:
”Åh konge, se på mig som en dervish på en gavmild måde / Se på min tilstand, mit syge og sårede hjerte / Selvom jeg ikke fortjener din tilgivelse, se ikke på mig, se på din gavmildhed”.
Inv. nr. 6/1978
Publiceret i:
Kjeld von Folsach: Davids Samling gennem 24 år, 1962-1985 = The David Collection: a 24-year period: 1962-1985, København 1985, s. 42-43;
Kjeld von Folsach: Kunst fra islams verden i Davids Samling, København 2001, kat.nr. 244;
Yuka Kadoi: “How Islamic ornament was reworked in China” i Lorenz Korn og Anja Heidenreich (red.): Beiträge zur islamischen Kunst und Archäologie, bd. 3, Wiesbaden 2012, fig. 7;
Joachim Meyer, Rasmus Bech Olsen og Peter Wandel: Mere end ord: kalligrafi fra den islamiske verden, Davids Samling, København 2024, kat. 30, s. 162-163;