Den unge, sorte soldat med hatten siddende kækt på skrå, er godt bevæbnet. Han bærer over skulderen en luntebøsse, hvis lange lunte udgår fra og er viklet omkring geværets kolbe. Et fyrstål til at antænde lunten hænger fra en krog i et smalt bælte. Den hvide, cirkulære beholder og en tilsvarende mørk bagved i hans højre side er nok til de to typer krudt, som anvendtes til en sådan bøsse. Derudover bærer han både en sabel og en dolk og på underbenene viklers, om end de her minder om stribede strømper.
I baggrunden ses den type duetårne, der fra begyndelsen af det 17. århundrede opførtes i stort antal i og omkring Isfahan for at frembringe gødning til landbruget.
”Soldaten” tilhører en lille gruppe på 24 i dag kendte, safavidiske oliemalerier fra ca. 1650-1725.
[1] De er format- og motivmæssigt tæt beslægtet med samtidige murmalerier, hvoraf adskillige stadig pryder fyrstelige paladser i Isfahan og armenske huse i det nærliggende Ny Julfa.
[2] Malerierne viser figurer, er tit udformede som par, og de gengiver et etnisk, religiøst og socialt set varieret persongalleri, der nok afspejler livet i samtidens Isfahan.
Flere figurer befinder sig i europæiserende interiører, i andre tilfælde står de i forholdsvis øde landskaber, der dog også i kraft af perspektivet afslører den europæisk påvirkning. Alt i alt er disse forholdsvis store formater et udslag af den påvirkning fra europæisk maleri, der også kom til udtryk inden for det samtidige miniaturemaleris langt mindre formater (
162/2006).
Der er også slaver, f.eks. georgiere med flasker, parate til at skænke vin op for deres herrer. Den sorte soldat på 7/2021 har sandsynligvis indtaget en tilsvarende position: Som slavesoldat knyttet til den safavidiske hærs særlige korps af soldater med geværer.
