I 1900 skabte J.F. Willumsen
Pottemagervasen for P. Ipsens Enke Terracottafabrik med det formål, at den skulle udstilles på Verdensudstillingen i Paris samme år. Selvom den ikke vandt udstillingens guldmedalje og fik ringe betydning for både P. Ipsens Enke, Willumsen såvel som for udviklingen af dansk keramik, anses den i dag som et keramisk hovedværk i dansk kunst.
Det særlige ved
Pottemagervasen er først og fremmest teknikken, der blev udviklet af Willumsen og Bertel Ipsen i 1899 i forbindelse med en påtænkt restaurering af Jørgen Sonnes frise på Thorvaldsens Museum.
[1] Vasen er skabt af uglaseret lertøj, som er dekoreret med forskelligfarvede begitninger i fem bælter. Det var ikke Willumsen, som drejede vasen, men han udførte den tegning, som overdrejer Hans Lund hos P. Ipsens Enke arbejdede efter.
[2]Vasen fik sit navn efter den iøjnefaldende frise, som udsmykker dens øverste del. Her udspiller der sig en række forskellige scener, der tilsammen vidner om arbejdsgangen i en keramikvirksomhed som netop P. Ipsens Enke anno 1900: En lerklump bæres ind til en pottemager, der drejer den til en vase, som derefter dekoreres af en kunstner. Dernæst ses en række keramiske genstande, som bæres til ovnen, der tilses af brændemesteren. Til slut præsenteres en vase i klassisk form for en kunde.
Hvis man kigger godt efter, vil man se, at der ikke blot er en stor lighed mellem
Pottemagervasen og den vase, der drejes og dekoreres på frisen. Der er også stor portrætlighed mellem pottemageren og Hans Lund samt mellem kunstneren, der dekorerer, og Willumsen selv. Derudover er den vase, som præsenteres for kunden på frisen, en type, der minder om de vaser i antik stil, som P. Ipsens Enke var kendt for at fremstille.
Forud for Verdensudstillingen havde arbejdet med at udføre
Pottemagervasen dog vist sig at være sværere end ventet. Der opstod problemer med den gule farve, der slog små revner i brændingen.
[3] Det resulterede i, at der blev skabt to versioner af
Pottemagervasen, identiske med undtagelse af farven på det øverste og midterste bælte. Den første version af vasen var gul, slog revner og blev ikke udstillet. Den anden version var blå, intakt og blev sendt til Paris. Det er den første version, som svarer til Willumsens oprindelige tegning, der ses i Davids Samling.
Inv. nr. B 454
Publiceret i:
Charles Been: ”Pottemagervasen”, Tidsskrift for Industri, 1900, s. 131-132;
Kai Flor: A/S P. Ipsens Enke 1843-1943, 100 år Terrakotta Virksomhed, København 1943;
Erik Zahle: ”Billedkunst” i C.L. Davids Samling. Nogle Studier, [1], København 1948, s. 208;
J.F Willumsen: Mine Erindringer fortalt til Ernst Mentze med biografiske Oplysninger, Noter og Kommentarer, København 1953, s. 130-131;
C.L. David: C.L. Davids Samling, København 1960, s. 23;
Roald Nasgaard: Willumsen and symbolist art 1888-1910, Diss. New York University 1973, printed 1996, s. 266-267, 271;
Leila Krogh: Willumsens keramiske værker, 1891-1900, J.F. Willumsens Museum, Frederikssund 1986, kat. 90, tav. 23, s. 54, 99 samt tav. 9, s. 40;
Bente Holst: P. Ipsens Enke Kgl. Hof Terrakottafabrik. En verdensberømt kunstindustriel virksomhed på Utterslev Mark, Særtryk af Historiske meddelelser om København, Årbog 1987, s. 80-82;
Bente Holst: P. Ipsens Enke: en keramisk fabrik gennem 100 år, Nikolaj, København 1990, s. 15, 30-33;
Lise Seisbøll: Keramisk kunst. Dansk kunstnerkeramik gennem 100 år, Brandts Klædefabrik Odense, København 1991, s. 31;
Leila Krogh i Kjeld von Folsach og Nana Lund (red.): Dansk kunst i Davids Samling – fra Philipsen til Saxbo, København 1995, kat. 18, s. 76-77;
Lars Dybdahl: Dansk keramik 1850-1997, Sophienholm, Kgs. Lyngby 1997, kat. 79;
Leila Krogh og Pia Guldager Bilde (red.): Pegasus og Tanagra: antikken i J.F. Willumsens kunst og samling, J.F. Willumsens Museum, Frederikssund 1997, s. 13, 24, 61-67, fig. 51, 53, 54, kat. 87;
Kathrine Jørgensen og Bente Holst: Et keramisk Eventyr. P. Ipsens Enke, Kgl. Hof Terrakottafabrik 1843-1955, København 2001, s. 79-81, 105, 113;
Bente Scavenius: Grib Tiden. Kunsten 1890-1910, Kunstforeningen Gl. Strand, København 2004, kat. 243, s. 34, 37, 79;
Leila Krogh: J.F. Willumsen – over grænser, Ordupgaard og Musée D’Orsay, Paris, Charlottenlund 2006, kat. 27, s. 132-134, fig. 43;
Naja Rasmussen i Christian Gether, Stine Høholt, Camilla Jalvig (red.): J.F. Willumsen. Farver og striber, Arken, Ishøj 2018, s. 11-13;
Thomas Lederballe et al.: Hieroglyffer: symbolismens tegninger 1890-1910, Statens Museum for Kunst, København 2018, kat. 47, s. 94-97;
Peder Rasmussen: Keramikkens sprog, København 2021, s. 234-235;
Henrik Wivel: Jeg er en anden: en biografi om J.F. Willumsen, København 2024, Bd. 1, 1863-1914, fig. 100, s. 152-154;
