Thorvald Bindesbøll havde planlagt at gå i sin fars, Gottlieb Bindesbølls (1800-1856), fodspor, da han i 1876 tog afgang som arkitekt fra Kunstakademiet i København. Han havde dog svært ved at finde arbejde inden for feltet, og derfor slog han til, da han i begyndelsen af 1880 blev opfordret af sin ven, arkitekten Andreas Clemmensen (1852-1928), til at dekorere keramik på Frauens Lervarefabrik på Vesterbro i København. Her eksperimenterede Bindesbøll med sine første keramiske værker, og i 1883 fortsatte han sine forsøg med materialet på Johan Wallmanns pottemagerværksted i Utterslev. I 1891 forlod han værkstedet til fordel for at arbejde hos G. Eifrig på Københavns Lervarefabrik i Valby, som han var tilknyttet frem til 1904. Det er hér, at fadet i Davids Samling blev skabt.
Det cirkulære fad er udført i 1893, hvilket var et produktivt år for Bindesbøll. Det var også et vigtigt tidspunkt i hans keramiske oeuvre, dels fordi hans arbejde begyndte at få en særlig energi og vitalitet; dels fordi hans dekorative formsprog udviklede sig til i højere grad at blive et abstrakt sprog med organiske, flydende elementer og arabeske former.
[1] Når man betragter fadet i Davids Samling, er de dybe indridsninger i leret og den grove overfladestruktur med tydelige krakeleringer særligt iøjnefaldende. Fremtrædende er også den ekspressive dekoration, der udgøres af en stafferet, cirkulær indramning og et svunget, flerarmet mønster.
I de 14 år, hvor Bindesbøll arbejdede på Københavns Lervarefabrik, var hans foretrukne former krukker og cirkulære fade, hvilke han arbejdede med frem til sin død i 1906. Det var dog aldrig Bindesbøll selv, som drejede sine fade. De blev derimod drejet af pottemagere efter hans anvisninger og skitser, hvorefter han selv dekorerede med værktøj og fingre samt påførte glasurer, som var afstemt i få farver.
[2]
