Agnes Lunn var med i den komité af kvindelige kunstnere, der i foråret 1888 kæmpede for kvinders ret til akademisk uddannelse. De rettede kritikken direkte mod Kunstakademiet i København, der kun tilbød undervisning til mænd. Med bred politisk opbakning blev Den med Akademiet forbundne Kunstskole for Kvinder (Kunstskolen for Kvinder) etableret i efteråret 1888.
[1] Agnes Lunn gik selv på skolen i vinteren 1889-1890 og det var hér, at hun fik mulighed for at blive uddannet i billedhuggerfaget, side om side med veninden Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945). Om dette skift i interesse, fra maleri til skulptur, udtalte hun senere, i 1925: ”
Jeg skulde male nogle Heste i Bevægelse og kunde ikke faa det til at gaa. Derved gik jeg over til Skulpturen.”
[2]Gennem hele livet arbejdede Agnes Lunn med skulpturer, og udelukkende i statuetteform. Hun modellerede i det fri – lige over for modellen – eller i sin stue, som hun brugte som atelier.
[3] Hendes yndlingsmotiver var dyr, i særdeleshed heste, som hun på unik vis formåede at livagtiggøre i deres egenart.
Med bronzestatuetten
To svømmende heste har hun skildret to heste, der svømmer i et uroligt hav og i strid modvind. Udspilede næsebor, åbne munde og vindblæste manker afslører, at de to heste anstrenger sig i vandet. Som altid har Agnes Lunn nærstuderet sit motiv, gengivet det naturalistisk og har haft sans for detaljer. De to heste er nemlig langt fra ens. Den forreste hest, med de tilbagelagte ører, arbejder tydeligt fokuseret og koncentreret i en fremadgående bevægelse. Den bageste hest, med opretstående ører, ser derimod ud til at kæmpe med at stå distancen, idet dens krop synes at tynge den nedad.
Den på mange måder radikalt opfattede statuette var en gave fra Agnes Lunn til C.L. David og blev anvendt som brevpresser.