2016

Mit Indien
Manu Sareen

27. januar 2016

Med fokus på sin egen personlige historie om ’sit Indien’ fortæller Manu Sareen os om sit liv – fra den tidlige opvækst i 1960’ernes Indien til tilværelsen i Danmark – og hvorledes det har formet sig.

Manu Sareen er tidligere minister og forfatter til adskillige børnebøger. I efteråret 2015 udgav han sin selvbiografi ‘Manu’ fra Politikens forlag.

Græshoppeædere og ildtilbedere
Steen Nørskov

3. februar 2016

Iranerne kalder araberne ’dem, der æder græshopper’. Araberne kalder iranerne ’dem, der tilbeder ild’. Iranerne kalder farvandet mellem dem selv og deres naboer på Den Arabiske Halvø for Den Persiske Bugt. Araberne kalder det Den Arabiske Bugt. Forholdet mellem araberne og deres store nabo mod øst er under forvandling og forværring i disse år. Fælles historie men også ældgamle modsætninger, fordomme og gensidig mistillid vil præge den østlige del af Mellemøsten de næste mange år.

Steen Nørskov er journalist i DR. Han er tidligere korrespondent i Mellemøsten, vært på Orientering og Arabiske Stemmer på P1.

Det stof, som drømme er gjort af
Fuat Talay og Cahit Ece

10. februar 2016

Både Fuat Talay og Cahit Ece er fra Van-egnen. Van-egnen er kendt som et kulturrigt område i det østlige Tyrkiet, hvor tyrkiske, kurdiske, aserbajdsjanske og armenske kulturer lever. Vi skal høre folkemusik tolket gennem strengeinstrumentet baglamaens smukke toner og fløjteinstrumenterne, kavalens kraftige, luftige klang og balabanens intenst klingende lyd.

Fuat Talay spiller på baglama og udgav i 2008 albummet ”Sufisticated”, der efterfølgende blev nomineret til en Danish World Award, og i 2011 udgav han albummet ”Oh Romeo”. Cahit Ece spiller på kaval og balaban og har udgivet CD’erne “Berya” i 2002, “Feryad” i 2009 og “Nalin” i 2015.

Den første sten
Carsten Jensen

24. februar 2016

Forfatteren Carsten Jensen holder foredrag om sin seneste bogudgivelse ”Den første sten”. Det er en overrumplende fortælling om, hvad krig gør ved mennesker, der lever tæt sammen i konstant livsfare, om venskaber, forræderi og katastrofer.

Carsten Jensen er forfatter og journalist og en af Danmarks mest markante intellektuelle debattører. Han har bl.a. modtaget Olof Palmeprisen i 2010, og i 2012 blev han tildelt Søren Gyldendal Prisen.

En læges dagbog fra Syrien
Haifaa Awad

16. marts 2016

For over 5 år siden antændte børn et oprør i den sydlige syriske by Daraa. På byens mure skrev de ord, som havde antændt revolutionen i Tunesien, Egypten og Libyen. Det syriske folks oprør har udviklet sig til en kompleks konflikt på syrisk jord mellem ekstremistiske grupper. Konflikten trækker dog regionale og internationale blodspor. Men midt i krigens absurditeter lever folket videre i drømmen om en ny morgendag uden ekstremister og uden diktatur. Den dansk-syriske læge Haifaa Awad har arbejdet på et felthospital i Idlib regionen. I aftenens foredrag beretter hun om de unge syreres drømme, liv og død.

Haifaa Awad er en 29 årig læge, uddannet i 2013. Hun har skrevet dagbog i Dagbladet Information om sit arbejde i Syrien.

Iran efter atomprogram-aftalen
Claus Valling Pedersen

30. marts 2016

Det lykkedes Iran og ”De 5 + 1” (USA, England, Frankrig, Rusland, Kina og Tyskland) at nå frem til en aftale om Irans atomprogram samt en løftelse af sanktionerne. Hvad har det indebåret og vil indebære for Iran og iranerne? Og er Iran på vej ind i det gode, internationale selskab nu? Få nogle svar på dette i aftenens foredrag om det højaktuelle emne.

Claus Valling Pedersen er ph.d. og lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet.

Vilhelm Hammershøi længst ude og inderst inde
Henrik Wivel

6. april 2016

Vilhelm Hammershøi er verdenskendt for sine stilfulde interiørmalerier, ofte med hustruen Ida Ilsted i smukke positurer. Men kunstneren malede også en række interessante landskabs- og arkitekturbilleder udendørs. Henrik Wivel fortæller om kunstnerens eksteriør billeder i forbindelse med en særophængning i Davids Samling.

Henrik Wivel er dr.phil., kritiker og forfatter og har skrevet flere prisbelønnede bøger om tiden omkring år 1900.

Voldsom skønhed
Peter Wandel

13. april og 14. september 2016

Med udgangspunkt i de eventyrlige malerier på museets særudstilling ”SHAHNAMA – det farverige heltedigt om Irans fortid” stilles der skarpt på de enkelte fortællinger i den store fortælling. Det er kunstværker af højeste kvalitet. Det er digte om kærlighed og skønhed, vold og hævn.

Peter Wandel er cand.mag. i Nærorientalsk Arkæologi og museumsinspektør i Davids Samling.

Syrienkrigens betydning for Libanon
Lars Erslev Andersen

21. september 2016

I maj 2015 suspenderede FN på foranledning af den libanesiske regering registrering af syriske flygtninge ind i Libanon. Nogle måneder inden var antallet af registrerede syriske flygtninge nået op på 1,2 mio., udover de allerede registrerede 400.000 palæstinensiske flygtninge – i et land, der har en befolkning på ca. 4 mio. I Libanon er der i gennemsnit kommet 47.000 hver måned, siden borgerkrigen i Syrien brød ud i 2011. Hvilke konsekvenser har dette store tal flygtninge haft for Libanon? Har det ændret på den skrøbelige politiske balance i landet, og hvad betyder det, at Libanons store parti og milits Hizbollah er dybt involveret i den syriske borgerkrig? Kan Libanon holde sammen på sig selv, og hvordan manøvrerer staten i den dominerende rivalisering mellem Iran og Saudi-Arabien?

Lars Erslev Andersen er uddannet idéhistoriker og ansat som seniorforsker og ekspert i international sikkerhed ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.

Irans folkelige Shahnama
Emil Madsen Brandt

28. september 2016

Shahnama (Kongernes Bog) er et persisk epos, der er kendt som en avanceret, højlitterær tekst. Historisk har mange iranere imidlertid stiftet bekendtskab med værkets fortællinger gennem mundtlige og visuelle præsentationsformer. Med fokus på det iranske kaffehus, den traditionelle fortællekunst og det dertil knyttede narrative maleri giver aftenens foredrag et indblik i Shahnama som et folkeligt fænomen.

Emil Madsen Brandt er kandidat i kunstteori og formidling. Han har undervist i persisk på Universitetet i Oslo og arbejdet som ekstern lektor ved Københavns Universitet. Han har skrevet en artikel til særudstillingens katalog.

Iransk film – paradokser og epifanier
Rasmus Brendstrup

5. oktober 2016

Hvad er det for forhold, der har gjort Iran til en verdenssucces inden for arthouse-film med navne som Kiarostami, Makhmalbaf og aktuelt Asghar Farhadi? Hvilken rolle har 1979-revolutionen og den islamiske filmcensur spillet for filmkulturen i Iran, og i hvilken retning peger fremtidspilen? Foredraget vil rumme klip fra nogle af oplægsholderens yndlings- og hadefilm!

Rasmus Brendstrup er cand.mag. i Moderne Kultur & Kulturhistorie og modtog KU’s guldmedalje for en prisopgave om Abbas Kiarostami. Rasmus Brendstrup arbejder som programredaktør i Cinemateket.

Karen Blixen og muslimsk fortællekunst
Ivan Z. Sørensen

26. oktober 2016

Yusuf og Zulaykha er i fokus – det prægtige kærlighedsdigt af den persiske sufi-digter Jami (1414-94). Miniaturemalerierne i Davids Samling vil illustrere historien, kendt fra Det Gamle Testamente og europæisk billedkunst som ”Josef og Potifars hustru”. Men den muslimske version tager en uventet og skøn drejning. Foredraget viser, hvordan Karen Blixen i sin storytelling knytter an til muslimsk fortællekunst, men også hvorfor Blixen – med filosoffen Hannah Arendts ord – er meningsfuld for mennesker i den senmoderne verden.

Ivan Z. Sørensen er mag.art. og cand.mag., forfatter og lektor på Roskilde gymnasium. Han er tidligere lektor ved Firenzes Universitet og museumsinspektør ved Karen Blixen Museet.

Goldberg Variationerne for strygetrio
Eva Vasarhelyi, Kim Bak Dinitzen og Nanna Hartmann Rasmussen

9. november 2016

Johann Sebastian Bach (1685-1750) skrev Goldberg Variationerne for cembalo i 1741. Værket er lige siden frit blevet bearbejdet af kunstnere, en praksis som selv på Bachs tid var ganske udbredt. Aftenens udgave er en transskription af Jesper Jørgensen for strygetrio med violinist Eva Vasarhelyi, cellist Kim Bak Dinitzen og bratschist Nanna Hartmann Rasmussen.

Eva Vasarhelyi er uddannet fra Det kongelige Danske Musikkonservatorium samt i Lausanne, Schweiz, og spiller bl.a. i Det Kgl. Kapel, Radiosymfoniorkesteret, Copenhagen Phil og Helsingborg symfoniorkester. Kim Bak Dinitzen er uddannet i København og London og virker i dag som solocellist i Det Kgl. Kapel. Nanna Hartmann Rasmussen begyndte at spille bratsch som 7-årig i Det Danske Suzuki Institut og er nu bratschist i Det Kgl. Kapel – i perioder som solist.

Niebuhrs Museum – Souvenirs og sjældenheder indsamlet under Den Arabiske Rejse 1761-67
Anne Haslund Hansen

16. november 2016

Fra steder som Alexandria og Bombay hjemsendte den danske ekspedition til Arabien 1761-1767 kasser med materiale, som Carsten Niebuhr og hans medrejsende havde indsamlet. Blandt de naturvidenskabelige prøver på sjældne planter og dyr, lå også oldsager, kunstgenstande og etnografika. Men hvilke og hvorfor? I sin nye bog ”Niebuhrs Museum” tager forfatteren os ud på ekspeditionens rejserute og ind i 1700-tallets måder at se og forstå verden på.

Anne Haslund Hansen er ph.d. og museumsinspektør på Nationalmuseet.

Dronningen af Saba &
Kong Salomon
Anne Lise Marstrand-Jørgensen

23. november 2016

Historien om Dronningen af Saba og Kong Salomon findes i både Det Gamle Testamente, Koranen og Kebra Negast. Med afsæt i myter og arkæologi har Anne Lise Marstrand-Jørgensen skrevet en roman, der foregår for 3000 år siden på Afrikas Horn. En roman om magt, kærlighed og statsdannelse. Og om, hvor langt mennesker vil gå for at nå deres mål.

Forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen debuterede i 1998 og har siden udgivet digtsamlinger og romaner, hvoraf en del er oversat til flere sprog.

Hvorfor i alverden gør vi, som vi gør? Et spørgsmål om kunst
Peter Bonnén

30.november 2016

Fra 23. november viser Davids Samling særudstillingen ”Djiboutis Farver” med store farvefotografier, taget under en rejse til det muslimske Djibouti i det østlige Afrika. Aftenens foredrag fokuserer mere bredt på det at være kunstner, på kunstnerens vilkår i dag og på, hvorfor kunstnerne agerer, som de gør.

Peter Bonnén er uddannet billedhugger i 1962 på Den Eksperimenterende Kunstskole. Han har udstillet utallige steder og er blevet hædret med mange udmærkelser, heriblandt med Eckersberg-Medaillen i 1989.