The David Collection in May 2010
– a year after the re-opening
The Press Release is in Danish only:
Da Davids Samling på ny åbnede sine døre den 15. maj 2009, var museets bestyrelse, direktion og øvrige medarbejdere meget spændte på, hvordan pressen og de besøgende gæster ville reagere på det ombyggede, udvidede museum og de nyopstillede samlinger.
Modtagelsen har været overvældende, og museet er blevet omtalt og anmeldt meget positivt i både den nationale og internationale presse og i medierne. Publikum har givet udtryk for deres nysgerrighed og interesse, og der har på et år været 56.834 besøgende – en femdobling af museets besøgstal i forhold til årene før lukningen i 2006!
Mange af museets gæster er blevet positivt overrasket over museets størrelse, mængden af kunstværker og ikke mindst den høje kvalitet, både hvad angår de udstillede værker og de fysiske rammer omkring dem. Ud fra bemærkninger direkte til museets personale og ros sendt til museet ved vi, at mange gæster er vendt tilbage flere gange – både på egen hånd og i grupper.
Museets meget oplysende hjemmeside http://www.davidmus.dk/ har i samme periode været besøgt af 86.081 gæster fra hele verden, og 743.709 individuelle sider er blevet set.
Nyerhvervelser
Davids Samling samler aktivt ind til den islamiske afdeling. I det forgangne år har museet erhvervet en lang række kunstgenstande af høj kvalitet, og de vil løbende finde deres plads i museets udstillingssale.
For at markere den 15. maj – årsdagen for museets genåbning – ophænges for eksempel et meget elegant og farveintenst indisk mogul-tæppe fra slutningen af det 17. århundrede. Der findes kun få tidlige indiske silketæpper – fragmenter såvel som dette meget velbevarede stykke.
Tæppet er formodentlig fremstillet under stormogulen Aurangzeb (1658-1707) og viser tidstypiske blomsterbuske anbragt i et svejfet gitterværk. Det måler 78 × 251 cm og har en lang historie her i Vesten, idet den svenske tæppeforsker og kunsthistoriker F.R. Martin erhvervede tæppet i Istanbul i 1907 og publicerede det i 1908. Siden har tæppet indgået i en række berømte privatsamlinger, inden det nu har fundet sin permanente plads i Davids Samling. (se foto)
Museet har også erhvervet og udstillet en kopi af et hidtil ukendt manuskript, skrevet af den berømte osmanniske historiker Seyyid Lokman (død 1601). Manuskriptet omhandler primært sultan Mehmed 3.s felttog i Ungarn i 1596, hvor han indtog Eger og sejrede over habsburgerne i slaget ved Keresztes (Hacova). Det er sandsynligvis skrevet i Istanbul omkring år 1600 og er illustreret med i alt 10 miniaturer. Disse er beslægtede med de miniaturer, der fremstilledes i sultanernes hofatelier, men er dog af ringere kvalitet. Bestilleren har formodentlig været en betydningsfuld person ved hoffet, og siden værket blev produceret, har det været ejet af flere storvesirer og sultaner.
Opslaget viser en todelt fremstilling af den sejrrige Mehmed 3.s indtog i en forstad til Istanbul. Til venstre ses sultanen til hest på vej ind ad en sti af fremlagte silkestofbaner. Han er omgivet af tjenere og soldater i forskellige uniformer, f.eks. ses janitsharerne forneden på højre side. (se foto og de øvrige illustrationer)
I modsætning til de skønlitterære værker er periodens uhyre sjældne historiske manuskripter kendt for at være ret omhyggelige i skildringen af virkeligheden.
Skoletjenesten
Et af museets nye tiltag har været oprettelsen af en skoletjeneste ud fra ønsket om at formidle den islamiske samling til unge under uddannelse. Skoletjenestens undervisning har vist sig at være en succes med mange spændende tilbud, som i stigende grad bliver brugt af skoler og andre undervisningsinstitutioner i forskellige fag som f.eks. dansk og religion. Der har været 66 skoleklasser i det forløbne år.
Forskning
Midt i al travlheden, der følger en lang nyopstillingsperiode, har meget af det rutinemæssige arbejde ligget stille. Men der er også blevet tid til forskning, og den 21. juni udkommer bind 3 af museets internationale tidsskrift ”Journal of the David Collection”. Bindet, der indeholder seks spændende artikler med fokus på et eller flere værker i museets islamiske samling, er skrevet af amerikanske, britiske, hollandske og danske forskere.
Den danske Museumspris
Som en cadeau til museets ombygning og modernisering er Davids Samling som ét ud af fire museer nomineret til én af Bikubenfondens museumspriser, der uddeles den 31. maj. Bikubenfondens begrundelse for at indstille Davids Samling er bl.a.: ”Davids Samling har gennemgået et vellykket istandsættelses- og udvidelsesprojekt, der fremhæver de seneste årtiers righoldige erhvervelser. Den islamiske samling må siges at være blandt Danmarks museale highlights.”
Der er fortsat gratis adgang til Davids Samling.
Museet er åbent:
Tirsdag og fredag-søndag kl. 13-17
Onsdag og torsdag kl. 10-17
Mandag lukket
Yderligere lukket 23., 24., 25. og 31. december
For yderligere oplysninger om museet og tidsskriftet, kontakt venligst direktør Kjeld von Folsach, tlf. 33 73 49 49, k.folsach@davidmus.dk.
For yderligere illustrationer, kontakt venligst Signe Storstein, kommunikationsansvarlig, tlf. 33 73 49 49 s.storstein@davidmus.dk.