Press 2013

New special display: Block Prints from the Indus Valley - textiles collected by Lisette Kampmann in the 1980s

The Press Release is in Danish only:

BLOKTRYK FRA INDUS-DALEN – tekstiler indsamlet af Lisette Kampmann i 1980’erne

Oplev særophængningen af bloktrykte tekstiler i Davids Samling – en fryd for både øje og sjæl!

Davids Samling åbner den 15. november dørene for en visuel farveoplevelse af stofbaner i en særophængning, der i høj grad skal tale til sanserne. Gæsten vil kunne læse en introducerende vægtekst og etiketter, men derudover har museet valgt at lade tekstilerne tale for sig selv. Selve ophængningen kan ses som en installation i rummet. Dermed er tekstilerne blevet en del af et større værk – som en assemblage, der forener de smukke stofbaner til et selvstændigt kunstværk.

Baggrunden for særophængningen er museets erhvervelse tidligere på året af tyve stofbaner fra maleren, tekstilkunstneren og tekstiltrykkeren Lisette Kampmann. Et udvalg af disse baner danner grundlag for særophængningen i Davids Samling. Erhvervelse af nyere værker er usædvanlig for museet, som i langt overvejende grad viser ældre islamisk kunst og kunsthåndværk fra perioden ca. 700-1850. Lisette Kampmanns tekstiler er dog indsamlet med så stor en sans og interesse for proveniens, æstetik, mønstre og teknik, at de er mere end en samling smukke tekstiler. De er nærmest at betragte som resultatet af en veldokumenteret, videnskabelig ekspedition. Samtidig evner de at stå alene som unikke kunstværker.

Fra 1979-83 boede og arbejdede Lisette Kampmann i flere perioder hos bloktrykkerne i Sindh-provinsen i Pakistan. Her studerede hun den ældgamle, komplicerede trykteknik på værksteder i forskellige landsbyer i Thar-ørkenen. Hun boede under primitive forhold, men blev mødt med en utrolig gæstfrihed og hjælpsomhed, som var helt afgørende for, at hun kunne gennemføre sine rejser og oplæring i faget. Det lykkedes hende ikke alene at lære faget, men også at erhverve en samling af stofbaner, som blev medbragt til Danmark. Dele af samlingen er tidligere udstillet, senest i Gjethuset i 2012.

Teknikken bloktryk er ældgammel på det indiske subkontinent. Den har været kendt i tusinder af år langs Indus-floden og dens mange forgreninger i det nuværende Pakistan. Til alle tider har farverige tekstiler i et væld af mønstre været købt og solgt på lokale markeder overalt på den indiske halvø, ligesom mange gennem århundreder har været eksporteret til Det Fjerne Østen, Mellemøsten, Afrika og Europa. Fordi fremstillingen af bloktrykte tekstiler krævede stor teknologisk indsigt og var så tidskrævende en proces, blev det et statussymbol at eje et smukt stykke trykt stof til beklædning.

Ikke kun teknikken går generationer tilbage. Mønstrene i stofbanerne med deres enkelhed, stiliserede udtryk og dekorative gentagelser er blevet brugt i flere tusinde år og ses også på arkitekturen i de samme regioner. Til trods for en naturalisering af plante- og blomsterornamenter i 1500- og 1600-tallet i overklassens tekstiler, slår dette ikke igennem i landsbyerne – her bevares de gamle, folkelige mønstre indtil vor tid.

Fremstilling af tekstiler er i dag overtaget af moderne, industrielt baserede trykteknikker. Følgelig er kunsthåndværket bloktryk ved at uddø, da næsten ingen længere oplæres i det.

Læs om udstillingen på hjemmesiden.

Hvis du har lyst til at møde Lisette Kampmann personligt, er du velkommen i særophængningen fredag den 15. november mellem kl. 11.00 og 12.30 – vi byder på en lille forfriskning.

Gratis museumsomvisninger i særophængningen:
Bloktryk fra Indus-dalen: Materialer, teknologi og mønstre
Onsdag den 29. januar og onsdag den 12. februar 2014, begge dage kl. 19.30, er der omvisning ved konservator Anne-Marie Keblow Bernsted.

Bloktryk fra Indus-dalen: En kunsttradition fra tidernes morgen
Søndag den 6. april og søndag den 27. april 2014, begge dage kl. 14.00 og kl. 15.00, er der omvisning ved museumsinspektør Peter Wandel.

Private omvisninger: Det er muligt at bestille private omvisninger mod betaling på 33 73 49 49.

Entré: Der er gratis entré til Davids Samling, til særophængningen og til museumsomvisninger.