SHAHNAMA
Det farverige heltedigt om Irans fortid
18. marts til 6. november 2016
Artikel af 17. marts 2016, journalist Michael Müller, dr/dk, om særudstillingen, læs den her.
Hør interviewet fra den 22. marts 2016 i DR radioprogrammet P1 Eftermiddag om særudstillingen SHAHNAMA med journalist Jacob Grosen og museumsinspektør Peter Wandel, klik her. Find udsendelsen ved at scrolle ned ad menulinjen til højre, indtil ’Verdens længste digt’, kl. 15.16.
Artikel af 29. marts 2016, journalist Evander Pedersen, i Kristeligt Dagblad, Kultur side 7, nederste halvdel, læs den her.
Online artikel af 31. marts 2016 i Alt om Iran, Janne Malmros, læs den her.
Online artikel og anmeldelse af udstillingen på persisk på BBC Persian Service, juli 2016, klik her.
Davids Samling præsenterer den største særudstilling siden genåbningen af museet i 2009.
Med udgangspunkt i et stort udvalg af smukke og detaljerige miniaturemalerier, først og fremmest fra Iran, men også fra Indien og Tyrkiet, fortælles historier fra det berømte heltedigt Shahnama (Kongernes Bog) – det iranske, litterære værk, som betragtes som verdenslitteratur i klasse med de islandske sagaer og Homers mytologiske fortællinger fra antikken. Digtet er skrevet af forfatteren Abu’l Qasim Firdawsi (940-1020) som et kæmpe, sammenhængende digt på 50.000 vers. Heltedigtet omhandler de iranske fyrsters liv, deres mod, eventyr og konflikter fra ‘verdens begyndelse’ til det 7. århundrede.
Udover at være historiefortælling og poesi kan Shahnama betragtes som en national kærlighedserklæring til Iran. Det er skrevet som en hyldest til Irans fortid – dets historie, kongerække, helte og storhed. Det vil sige den fortid, som udfoldede sig op til arabernes og, med dem, islams komme. Et overordnet mål for Firdawsi var at skabe et storslået og uudsletteligt billede af et ur-Persien, en national identitet, som han selv og det aristokrati, han var en del af, kunne være stolte af, og som stod i modsætning til de indtrængende muslimske magthaveres kultur og historie.
Det enorme digt har frem til i dag været meget populært i den persisktalende del af verden. På landet og i byerne har professionelle historiefortællere genfortalt de mest dramatiske episoder for et bredere publikum. Med sine mange beretninger om konger og krigsbedrifter har teksten også været elsket af fyrster, der ligesom den velhavende overklasse lod udfærdige fint forarbejdede, illustrerede Shahnama-manuskripter.
Det er bøgernes malerier, der er udgangspunkt for udstillingen. Den er opbygget som en kronologisk rejse igennem digtet, hvor man følger de mange regenter fra de første, mytologiske konger og frem til det historiske sasanide-dynastis endeligt. Undervejs oplever man et eventyrligt Iran og dets nabolande, og man præsenteres for et farverigt persongalleri: helte og dæmoner, prinser og prinsesser, generaler og soldater, og ind imellem helt almindelige mennesker – alle med hver deres vigtige rolle i det store epos.
Miniaturemalerierne er fra ca. 1300-1850. De er, på nær et enkelt indlån fra det Kongelige Bibliotek, Davids Samlings egne værker.
I forbindelse med åbningen af særudstillingen er udgivet et rigt illustreret katalog både i en dansk og en engelsk udgave med artikler om flere aspekter af Shahnama. Kataloget koster kr. 250 og kan købes i museumsbutikken eller bestilles her.
I Davids Bazar holder museumsinspektør Peter Wandel den 14. september kl. 19 et foredrag om udstillingen, med titlen “Voldsom skønhed”.
Billetprisen er kr. 50, og billetter kan købes på billetlugen.dk fra medio august 2016.
I løbet af udstillingsperioden tilbydes tillige gratis omvisninger i særudstillingen. Se efterårets omvisningsprogram her.
Miniature fra Firdawsis Shahnama, ”Rustam smides i havet af div’en Akvan”, detalje, Indien, Bijapur; ca. 1610
Miniature fra Firdawsis Shahnama, ”Kay Khusraw indtager det dæmonbesatte Bahman Slot”, detalje, Iran, Tabriz; mellem 1520-35
Information
Entré til Davids Samling og særudstillingen er gratis.
Yderligere oplysninger om udstillingen kan fås ved henvendelse til:
Museumsinspektør Joachim Meyer
j.meyer@davidmus.dk eller
Museumsinspektør Peter Wandel
p.wandel@davidmus.dk