Presse 2011

Sufisme - islams mystiske vej

Pressemeddelelse

Hemmelighedsfulde tegn, lykkebringende amuletter, kærlighedsdigte, dansende dervisher og spyd til at stikke sig med.

Den 2. september åbner Davids Samling særudstillingen

Sufisme – islams mystiske vej

En kunstudstilling om det som ikke kan udstilles: Den religiøse oplevelse og selvets opløsning i mødet med Gud.

Sufismen, den islamiske mystik, opstod i det 7. århundrede – sufierne selv mener, at Muhammad var den første sufi. For sufierne er målet enheden med Gud, og vejen dertil går blandt andet gennem meditation, trance og selvforglemmelse, gennem askese, musik og recitation. Sufismen, som står i kontrast til den ortodokse islam, er en levende bevægelse og optager og tiltrækker folk også udenfor den islamiske verden. For eksempel er den iranske mystiker Jalal al-Din Rumi (1207-1273) de seneste årtier blevet meget populær i Vesten, og i USA er han den mest læste digter overhovedet.

På særudstillingen, som er Danmarks første om sufismen, kan man opleve det aftryk, denne religiøse strømning har sat på kunst, poesi og kunsthåndværk i den islamiske verden. Blandt de udstillede kunstværker er bl.a. fine miniaturemalerier fra Iran og Indien og udsøgt kunsthåndværk fra det 13. – 20. århundrede og klassisk sufi-poesi.

Udstillingsperiode:
Fredag den 2. september 2011 – søndag den 7. april 2012
Gratis entré

Omvisninger:
Udstillingens kuratorer Joachim Meyer og Peter Wandel viser om i udstillingen den 13., 16., 20. og 23. september. Alle dage kl. 14.00

Foredrag:
Onsdag den 7. september kl. 19.00 holder professor Jakob Skovgaard-Petersen foredraget ”Sufisme i går og i dag” i museets foredragssal.

Fotos og yderligere information:
Signe Storstein
Kommunikationsansvarlig
s.storstein@davidmus.dk
3373 4949