David's Bazaar 2013

Forugh Farrokhzads digte

Mette Mostrup & Shadi Angelina Bazeghi

23. januar kl. 19

Forugh Farrokhzad (1935-1967) var en iransk digter og filminstruktør. Hendes kontroversielle digte, der var præget af en stærk feministisk stemme, og hendes liv, som fraskilt kvinde og enlig mor, blev genstand for megen negativ opmærksomhed og kritik i hendes samtid. I dag er hun kanoniseret som en af Irans mest indflydelsesrige, moderne, kvindelige digtere. Mette Moestrup og Shadi Angelina Bazeghi læser op af hendes digte på iransk og dansk. De fortæller om hendes liv og de litterære traditioner, som Farrokhzad gjorde op med i sin poesi – både i form og indhold.

Shadi Angelina Bazeghi er digter og forfatter, uddannet fra Forfatterskolen. Mette Mosestrup er digter og forfatter og cand.phil. i Litteraturhistorie.

Det pittoreske øje - landskabsmaleriet i guldalderen

Klaus P. Mortensen

6. februar kl. 19

I midten af 1700-tallet begyndte man at se på naturen med malernes øjne. I den sammenhæng formedes begrebet ”det pittoreske”: altså ”den slags skønhed, der vil tage sig godt ud på et maleri”, som den engelske præst William Gilpin formulerede det. I foredraget vil Klaus P. Mortensen opridse tilblivelsen af denne umådeligt indflydelsesrige æstetiske holdning til naturen og derpå fokusere på eksempler fra dansk litteratur og især billedkunst fra ca. 1770 til 1850.

Klaus P. Mortensen er professor i dansk litteratur på Danmarks Pædagogiske Universitet og forfatter til flere bøger.

På kamelryg blandt Vestafrikas nomader

Ida Nicolaisen

20. februar kl. 19

Gennem en årrække har Ida Nicolaisen levet blandt oprindelige folk, bl.a. nomader i Chad og tuaregerne – Saharas berømte ’blå folk’. I Davids Bazar fortæller hun om disse menneskers omvandrende liv med kameler, geder og køer, deres særegne kultur og omgangsformer, og den rolle de i århundreder har spillet som herrer over karavaneruterne tværs gennem Afrika. En rolle som er højaktuel i den eksplosive politiske udvikling i Vestafrika i dag.

Ida Nicolaisen er kulturantropolog og ansat på Nordisk Institut for Asienforskning, Københavns Universitet.

Foto: Suste Bonnén

Arabiske stemmer

Naser Khader & Steen Nørskov

6. marts kl. 19

Naser Khader og Steen Nørskov er værter på programmet Arabiske stemmer på DR’s P1, hvor de fortæller om begivenhederne i den arabiske verden, og hvad der ellers sker i regionen. Hver uge tager værterne fat på et tema, der ikke nødvendigvis når det danske mediebillede, men som fylder meget i området. Denne gang går Arabiske stemmer ”live” i Davids Bazar med en samtale om museer, arabisk udstillingskultur, kunsten og dens rolle under omvæltningerne i den arabiske verden.

Steen Nørskov er journalist og tidl. korrespondent for DR. Naser Khader er cand.polit. og tidl. medlem af Folketinget.

Foto: Agnete Schlichtkrull @DR

Nowruz, nytår på persisk

Rasmus Christian Elling

20. marts kl. 19

Nowruz (ny dag) er nytåret i den iranske kultursfæres solkalender og fejres på forårsjævndøgn i store dele af verden fra Balkan til Kina og Kaukasus til Indien. Blandt iranerne markeres forårets komme med farverige traditioner og ritualer, musik og poesi, overdådige middage, familiebesøg og picnic. Nowruz er symbolet på en nationalidentitet, som iranerne mener, strækker sig tusinder af år ind i landets præislamiske historie og forener forskellige folkeslag så som persere, kurdere, aserier og et væld af minoriteter. I dette foredrag dykker vi ned i traditionernes betydning og baggrund, den iranske folklore og den persiske poesi.

Rasmus Christian Elling er ph.d. og postdoc, University of London.

Islamiske haver

Steen Estvad Petersen

10. april kl. 19

Enhver have afspejler menneskers ældgamle drøm om Paradiset. Den islamiske have er et jordisk Paradis med rislende vand, frodighed og dufte. Her er køligt, og her henter ørkenfolkene åndelig kraft, fordi haven er et løfte om de rettroendes paradisiske liv efter døden. Arkitekten Steen Estvad Petersen har i en årrække rejst og studeret Paradishaverne i hele det islamiske kulturbælte. Det har resulteret i bogen Drømmen om Paradiset, som netop er udkommet i 3. udgave på forlaget Gyldendal. Foredraget ledsages af billeder fra de kendteste og bedst bevarede haver og giver et indblik i en fremmed men fascinerende havekultur, som også har påvirket vestlig havekunst.

Steen Estvad Petersen er uddannet arkitekt på Kunstakademiet og Yale University.

Foto: Morten Holtum

Det såkaldte billedforbud i Islam

Joachim Meyer

24. april kl. 19

Der hersker en vidt udbredt forestilling om billedfjendskab inden for Islam og alligevel rummer islamiske kunstsamlinger talrige eksempler på figurative fremstillinger. Med udgangspunkt i museets samling fortæller Joachim Meyer om de mange forskellige holdninger til afbildninger, som historisk set er kommet til udtryk inden for den islamiske kultursfære.

Joachim Meyer er ph.d. og museumsinspektør på Davids Samling.

Mit Kairo

Pernille Bramming

11. september kl. 19

Egypten er ude i et voldsomt opbrud og undergår store forandringer på mange planer. Det har været undervejs længe, og i sit foredrag ser Pernille Bramming på de lange linjer. For at give et indblik i dybden af forandringerne beretter hun også mere personligt om de seks år, hun boede i Kairo i 90’erne, om hverdagen, familielivet og islams rolle.

Pernille Bramming er uddannet journalist. Redaktør og skribent ved Weekendavisen.

Islamiske Haver

Steen Estvad Petersen

25. september kl. 19

Enhver have afspejler menneskers ældgamle drøm om Paradiset. Den islamiske have er et jordisk paradis med rislende vand, frodighed og dufte. Her er køligt, og her henter ørkenfolkene åndelig kraft, fordi haven er et løfte om de rettroendes paradisiske liv efter døden. Arkitekten Steen Estvad Petersen har i en årrække rejst og studeret Paradishaverne i hele det islamiske kulturbælte. Det har resulteret i bogen Drømmen om paradiset. Foredraget ledsages af billeder fra de kendteste og bedst bevarede haver og giver et indblik i en fremmed, men fascinerende havekultur.

Steen Estvad Petersen er uddannet arkitekt på Kunstakademiet i København og Yale University.

Foto: Morten Holtum

Historien om Muhammads himmelfart

Peter Wandel

9. oktober kl. 19

Fra nogle få linjer i Koranen skabtes allerede tidligt i den islamiske verden en fantastisk fortælling om Muhammads rejse til himlen og helvede. Historien beskriver, hvordan Muhammad en nat i 621, ledsaget af englen Gabriel, får syn for universets mange himle, ser Paradisets skønhed og Helvedes pinsler, og oplever at tale med Gud og tidligere profeter. I foredraget genfortælles legenden, og blikket rettes mod de talrige eventyrlige illustrationer, fortællingen har afstedkommet i fornemme islamiske manuskripter, hvoraf en del i dag kan ses i Davids Samling.

Peter Wandel er cand.mag. i Nærorientalsk Arkæologi og museumsinspektør i Davids Samling.

Tyrannernes fald

Jens Nauntofte

23. oktober kl. 19

Det arabiske Forår har sat en hel region i brand. ”Foråret” har givet vidt forskellige bud på, hvor den arabiske verden er på vej hen. Især spørger man i Mellemøsten, hvad der sker med den arabiske verdens splittede sjæl? Forfatter Jens Nauntofte har de sidste to år rejst i Syrien, Libyen, Egypten og Tunesien, de fire revolutionslande, hvor bølgerne stadig går højt. Intet er faldet til ro. Tværtimod. Oprøret var kun begyndelsen, ikke afslutningen på revolutionerne. Oprøret har ikke ført til ”demokrati”, men til politisering af en ellers slumrende politisk proces. Imens er Syrien efter to år fortsat låst fast i en grusom borgerkrig. Jens Nauntofte fortæller om indtryk fra rejserne, der er nedfældet i bogen Tyrannernes fald og giver sit bud på, hvad der nu skal ske i Mellemøsten.

Jens Nauntofte er journalist, forfatter og foredragsholder. Tidligere korrespondent og medlem af Udlandsredaktionen på DR’s TV-Avisen.

Eckersbergs tidlige landskabsmalerier

Bente Scavenius

6. november kl. 19

I sommeren 1806 ankom en ung C.W. Eckersberg til Sanderumgaard på Fyn og udførte en række tegninger som forstudie til en serie af malerier af havens vigtigste partier. Senere i 1809 udførte han en tilsvarende serie malerier i forbindelse med et sommerophold på godset Nordfelt på Møn. Her mødte han et landskab, der var langt mere dramatisk end på Fyn, hvilket hans lange række af malerier ikke blot fra Nordfelt, men også fra Liselund og Møns Klint vidner om. I foredraget fortæller Bente Scavenius om den interessante udvikling, der sker fra de tidlige malerier fra Sanderumgaard, der står i gæld til Jens Juels landskabsopfattelse, og frem til de få år senere Møn-billeder, der afspejler et mere modent, romantisk natursyn.

Bente Scavenius er mag.art. i kunsthistorie, forfatter og kunstkritiker på Dagbladet Børsen.

Foto: Pernille Klemp

Mine arabiske kvinder

Birgitte Rahbek

20. november kl. 19

Birgitte Rahbek har i en menneskealder rejst og boet i Mellemøsten og har såvel privat som i sin egenskab af forsker og programmedarbejder mødt talrige arabiske kvinder. I foredraget illustrerer Birgitte Rahbek de arabiske kvinders situation gennem den palæstinensiske flygtningekvinde, Umm Hussein, foreviget i Ghassan Kanafanis novellesamling Umm Saad (lykkens mor), den tidligere jordanske dronning Noor og den tidligere syriske minister og talskvinde Buthaina Shaaban.

Birgitte Rahbek er uddannet korrespondent, magister i kultursociologi og Ph.d. i pædagogik. Mellemøstspecialist, kultursociolog og forfatter. Har tilrettelagt en radioserie på 20 afsnit om de islamiske dynastiers historie og kunst for Den anden radio.

Den stjålne vej - Afghanistan set gennem en roman

Anne-Cathrine Riebnitzsky

4. december kl. 19

Anne-Cathrine Riebnitzsky modtog Bogforums Debutantpris 2012 for sin roman Den stjålne vej, der foregår i den krigshærgede Helmandprovins. En politisk engageret kvinde, en islam-kyndig vejbygningsingeniør og en lille dreng, der udsættes for en voldtægt, er de skæbner, der viser os vej gennem mørket frem mod håbet om en bedre fremtid. Romanen bygger på virkelige begivenheder.

Anne-Cathrine Riebnitzsky er uddannet på Forfatterskolen og som russisktalende sprogofficer. Hun har tidligere været udsendt som soldat og som rådgiver for Udenrigsministeriet.

Foto: Sara Skytte