David's Bazaar spring 2015

Guld og Koraller
Niels Arthur Andersen

21. januar 2015

Niels Arthur Andersen vil ud fra sin bog ”Gold and Coral. Presentation Arms from Algiers and Tunis”, causere om kostbare våbengaver til europæiske fyrstehuse, herunder gavernes historiske baggrund og de dertil knyttede begivenheder.

Niels Arthur Andersen har siden ungdommen interesseret sig for våben fra de islamiske områder, især blankvåben fra Indien, Persien og Tyrkiet. Af profession har han virket som advokat i 45 år.

Islamisk Stat - en terrorbevægelse med territorialdrømme
Birgitte Vestermark

28. januar 2015

Siden Islamisk Stat under en lynoffensiv i sommer erobrede store dele af Irak og udråbte et kalifat, har organisationen været fast inventar i nyhedsudsendelser verden over. Men hvem er de, disse sortklædte mænd, der i Allahs navn korsfæster og halshugger sine modstandere og lægger videoer af grusomhederne ud på internettet? Hvad er det ideologiske tankegods bag Islamisk Stat, hvordan er gruppen opstået, hvad vil den opnå og hvorfor har den en så magisk tiltrækningskraft på rabiate unge muslimer?

Birgitte Vestermark er journalist og har beskæftiget sig indgående med Mellemøsten. Hun har i de seneste seks år været journalist og mellemøstanalytiker på Danmarks Radios program Orientering på P1.

"Hvis jeg kan, kan du også!"
Simona Abdallah og Barbara Læssøe Stephensen

4. februar 2015

Simona Abdallah spiller sit instrument, darbuka, og taler mellem numrene med retoriker og tv-vært Barbara Læssøe Stephensen om den svære vej til den, hun er i dag.

Simona Abdallah er kendt som professionel perkussionist, hun er en af de få kvinder i verden, der spiller arabisk slagtøj.

Geometriske koncepter og farvesystematik i Niels Nedergårds kunst
Viera Collaro

18. februar 2015

Niels Nedergård var en kunstner, som i sit korte liv formåede at bevæge sig igennem områder fra farveteorier, til bevægelse af den menneskelige figur og til islamiske, geometriske koncepter. Han var banebrydende indenfor video, foto og installationer og udviklede samtidig sit eget udtryk i en farvestrålende malerisk verden med fokus på islamisk ornamentik.
Niels var min bedste ven og nære kollega. Vi producerede og udstillede kunst i fællesskab, og op til hans død delte vi værksted i København. Han var et smukt og unikt menneske og en visionær og eksperimenterende kunstner. Hans værker er tidløse og rummer meditationer over den universelle energi. En stor kunstner.

Viera Collaro er maler og installationskunstner og arbejdede i en årrække sammen med Niels Nedergård.

Eckersberg ved skillevejen
Kasper Monrad

25. februar 2015

C.W. Eckersberg (1783-1853) kom til Paris i oktober 1810 for at påbegynde et tre år langt studieophold i byen. Men mødet med den nyeste franske kunst var nærmest et kulturchok for ham. Alt, hvad han hidtil havde lært, måtte han tage op til revision. Pariseropholdet blev helt afgørende for hans kunstneriske udvikling.
Eckersberg er en af dansk kunsthistories store skikkelser, og mere end nogen anden har han æren af at have skabt grundlaget for det danske guldaldermaleri.

Kasper Monrad er overinspektør og seniorforsker ved samlings- og forskningsafdelingen på Statens Museum for Kunst. Han har senest udgivet værket ”Dansk guldalder – Lyset, landskabet og hverdagslivet” (2013).

KAARE KLINT - en ener i dansk arkitektur
Gorm Harkær

4. marts 2015

For 100 år siden tegnede Kaare Klint sammen med arkitekten Carl Petersen en stol til Faaborg Museum.
Den har været i produktion siden og markerer et skift i dansk møbelkunst, fra skønvirketidens dekorerede møbler, til den funktionelle tradition. Kunstakademiet oprettede 10 år senere en møbelskole, og her kom Klint til at definere indholdet og ideologien. I kraft af sin undervisning og sit værk, satte han mere en nogen anden, præg på det 20’århundredes danske møbler.

Han var ikke blandt dem der kunne løfte i flok, til gengæld har han øjensynligt løftet flokken!

Gorm Harkær er praktiserende arkitekt med egen tegnestue og forfatter til 2-binds monografien ”KAARE KLINT” (2010).

Koranen som hellig tekst
Thomas Hoffmann

25. marts 2015

Vi ved alle, at Koranen er islams hellige tekst, men hvad betyder det egentlig, at Koranen er en hellig tekst? Foredraget vil inducere til det, vi kunne kalde for Koranens ’krop og ånd’. Dens ’ånd’ indkredser vi i form af Koranens teologi og fortolkning, og dens ’krop’ finder vi i dens fysiske fremtræden og ritualiserede omgang blandt muslimer. Foredraget bidrager med vinkler på Koranen, som sjældent adresseres i dagens offentlige debatter om islam.

Thomas Hoffmann er professor MSO ved Københavns Universitet, Det Teologiske Fakultet, Afdeling for bibelsk eksegese.

Sanse-lyst.
Røgelsesbrændere og rosenvandssprinklere fra den islamiske verden
Joachim Meyer

8. april 2015

Aromatiske dufte har fra gammel tid spillet en vigtig rolle i den islamiske verden. I modsætning til den personlige brug af parfume, så indgik røgelse og rosenvand på anden vis i de sociale omgangsformer. Et gæstebud kunne afsluttes med, at gæstens skæg og tøj parfumeredes med røgelse, mens hænderne sprøjtedes til med rosenvand, og de samme dufte kunne møde den indtrædende i byernes vigtigste religiøse bygninger.

Joachim Meyer præsenterer forårets særudstilling og tematikkerne bag den.

Joachim Meyer er ph.d. og museumsinspektør i Davids Samling.

Nu er vi alle orientalister
Martin Zerlang

16. september 2015

I 1830 skrev Victor Hugo i forordet til digtsamlingen ”Les Orientales”, at ”tidligere var vi hellenister, nu er vi orientalister”, og også i Danmark blev “vi” orientalister med hang til arabesker og kineserier. Aladdin blev nationalhelten, Tivoli blev en Aladdins hule for gud og hvermand, og hjemmene blev foret med persiske tæpper. Foredraget vil skildre denne danske orientalisme – med eksempler fra arkitektur, litteratur, billed-kunst og kunsthåndværk.

Martin Zerlang er professor i litteraturvidenskab og moderne kultur på Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Seneste udgivelser: 1914 (Gads Forlag) og Karikaturland (Forlaget Vandkunsten), begge 2014.

Foredraget er en del af programmet i Golden Days Festival 2015.

På sporet af et sammenbrud
Tobias Havmand

30. september 2015

Siden amerikanske tropper invaderede Irak i 2003 har Mellemøsten i tiltagende grad været en region i opløsning. Områdets traditionelle autokrater er blevet sat fra magten eller udfordret af nye strømninger. Tobias Havmand har bl.a. rejst i borgerkrigenes Irak, Libyen og særligt Syrien for at fortælle om forandringerne og deres omkostninger indefra og for at spore de dybereliggende årsager og konsekvenser. Og for måske at kunne finde konturerne til en mere fredelig region i nutidens konflikter.

Tobias Havmand er uddannet journalist og arbejder ved Dagbladet Information, hvor han dækker Mellemøsten og dets konflikter. Medgrundlægger og redaktør af ATLAS Magasin.

Konflikten mellem Indien og Pakistan
Jørgen Dige Pedersen

21. oktober 2015

Det er næsten 70 år siden, at Indien og Pakistan blev dannet som selvstændige stater. I alle årene har der mellem de to nabolande været fjendskab, som flere gange har udviklet sig til regulær krig. I 1998 blev begge lande desuden atommagter, hvilket i omverdenen har gjort frygten for nye stridigheder endnu større. På trods af store kulturelle ligheder mellem de to samfund, har det været vanskeligt at fremme et fredeligt samkvem mellem dem. Foredraget vil forsøge at forklare, hvorfor der ikke efter så mange år er opstået et mere fredeligt forhold, og der vil blive givet et bud på, hvorledes forholdet mellem parterne muligvis vil kunne forbedres.

Jørgen Dige Pedersen er lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet og har i mange år beskæftiget sig med sydasiatiske samfundsforhold, især med Indiens udvikling.

Fabelvæsner og fantasifostre i kunsten - fakta, fossiler og fri fantasi
Bent Lindow

28. oktober 2015

Fortællinger og naturhistorier fra Oldtiden til Middelalderen verden over er fyldte med fabelagtige væsener – som griffer, drager, simurgher og enhjørninger. Men hvor kom fantasifostrene fra? Foredraget forklarer, hvordan nogle af dem udsprang af virkelige opdagelser i naturens verden: rejseberetninger fra fjerne egne eller fossilfund langs Silkevejen, det gamle Grækenland og Nordindiens bjerge.

Bent Lindow er PhD Palaeontology og ansat ved Statens Naturhistoriske Museum.

Fotografen Berengo Gardin: Indisk album
Tove Thage

4. november 2015

Den italienske fotograf Gianni Berengo Gardin, født i 1930 i Ligurien, har arbejdet som fotojournalist for bl.a. Il Mondo, Le Figaro og Time. Han tilhører en af de mest elskede og betydningsfulde bevægelser i fotografiets historie, den humanistiske reportage. Fotografierne er komponeret i en eksperimentel ånd med stærke kontraster, en effekt der blandt andet kendes fra de italienske neo-realistiske filmskabere, Roberto Rossellini og Vittorio de Sica. Gardin har, inspireret af Gandhi, fotograferet livet i det sande, landlige Indien. Hans mesterlige beskrivelser af landsbyerne og menneskene er uforfalskede og tilfører det alment menneskelige en tidløs værdi. Berengo Gardin er én af Italiens mest værdsatte kunstnere og en verdensberømt fotograf.

Tove Thage er mag.art. & cand.mag., seniorforsker, kunst- og kulturhistoriker med fotografi som speciale og har særligt beskæftiget sig med portrættet og landskabsfotografiet.

Fynbomalerne i Kerteminde
Erland Porsmose

11. november 2015

I de første årtier af 1900-tallet rummede fiskerbyen Kerteminde en veritabel kunstnerkoloni, centreret omkring kunstnerparrene Anna og Fritz Syberg, Alhed og Johannes Larsen samt Christine og Sigurd Swane. Digtervennen Johannes V. Jensen beskrev denne gyldne periode som ”Den store Sommer” – Fynbomalernes storhedstid. I foredraget berettes om kunstnerkoloniens liv og vises eksempler på deres kunst.

Erland Porsmose er museumsdirektør, dr.phil., på Østfyns Museer og forfatter til en række bøger om landskabshistorie samt om Fynbomaler-gruppen og dens tid.

Agnes Lunn - mellem tradition og modernisme
Sonja Wiesener

18. november 2015

Maleren og billedhuggeren Agnes Lunn har en særlig plads i Davids Samling. Som hans gudmor støttede hun C.L. David livet igennem og inspirerede ham til at blive kunstsamler. Men Agnes Lunn var også en af tidens kunstnere, der brød med den gængse kvinderolle og tog kunsten på sig. Davids Samling har indgået et ‘Apropos’ samarbejde i Parkmuseerne med den Hirschsprungske Samling, som fra efteråret udstiller værker af billedhuggeren, Anne-Marie Carl-Nielsen. Vi viser samtidig Agnes Lunns værker i det første rum i Nyere dansk samling.

Sonja Wiesener er uddannet cand.mag. i kunsthistorie og er ansat som kommunikationsansvarlig i Davids Samling.

The Silk Road to India
Mirwais Fedai og Johan Vedel

25. november 2015

Aftenens musikarrangement introducerer klassisk musik fra Indien af Mirwais Fedai på de indiske håndtrommer Tabla med akkompagnement af Johan Vedel på strengeinstrumentet Dilruba. Vi skal høre musik, som associerer til indisk kultur: sanselige toner, et blomsterhav af farver og berusende dufte og krydderier – kort sagt en oplevelse fra en anden verden.

Mirwais Fedai er uddannet af Tabla-mesteren, Ustad Asif Mahmoud. Denne er discipel af den legendariske Ustad Alla Rakha Khan, som akkompagnerede sitaristen Ravi Shankar.